Willerup Brothers | Trip reports | Our friends

Kayak Trip: Salmon Middle Fork

Idaho, 21. maj - 25. maj 1997

This is a trip report from a trip on The Middle Fork of The Salmon. It's in Danish. One day I'll translate it but don't hold your breath... Meanwhile, read this report written by our trip leader Scott Schaefer.

Dette er historie om en ganske vild flodtur jeg lige er kommet tilbage fra. Nogle af jer har sikkert hoert om The Middle Fork of The Salmon, som er en af Nordamerikas mest beroemte floder blandt hvidvands-kendere. Den ligger i Idaho, ca. 3 timers koersel fra hvor jeg bor. Fra onsdag til soendag tog jeg med 15 gutter ned af denne klassiske flod.

Put-in - Fred and GaryVandniveauet var 8 fod, hvilket for denne flod er meget hoejt - solid klasse IV. Alle undtaget mig havde vaeret nede af floden foer med et niveau paa omkring 6 fod. Normalt starter turen fra et sted der hedder Boundary Creek, men paa denne tid af aaret er vejen lukket pga sne, saa vi var noedt til at starte hoejere oppe paa en sideflod der hedder Marsh Creek. Ingen paa turen have vaeret nede af denne sektion, saa det ville blive ganske interessant. Der var faktisk een der havde vaeret nede foer, men han besluttede sig at flyve sit grej ind til et sted der hedder Indian Creek som er ca. 30 miles inde. Det burde have givet os andre et lille praj om hvad floden ville byde paa. Hele turen var omkring 115 miles. Her er et lille kort over diverse steder paa floden:


               x   Marsh Creek  (0m)

                \

                 \  The Island (8m)

                  |

                 /  Dagger Falls (14m)

              __/  Boundary Creek (15m)

             |

             |

             |   Indian Creek (25m)

              \_

                \

                 :

                 :

                /

               x  Cache Bar (115m)

Vi startede fra Boise kl. 6 om morgenen efter at have pakket al vores grej aftenen foer. Der var 6 rafts (store gummibaade med metalrammer og aarer) og tre kajakker. Hver raft havde en kaptajn og en passager der kunne hjaelpe med at padle. Jeg var selvfoelgelig i min kajak. Jeg var ret nervoes pga det hoeje vandniveau og generel respekt for en flod jeg ikke har proevet foer. Naa men vi ankom ved 9-tiden til et sted paa highway 93 hvor Marsh Creek starter. Der laa ca. 2 fod sne, og floden var en lille uskyldig baek der snoede sig gennem eng og naaleskov. Mindre end en mile inde, vidste vi at den lille baek ville blive knap saa uskyldig.

Marsh CreekDet tog et par timer at faa alle raftene klar, bundet udstyret (og drikkevarene!) fast og faa toerdragterne paa, men langt om laenge var vi afsted. Problemet de foerste 10 miles af floden (og sikkert ogsaa de naeste 100!) er at der er meget faa eddy'er pga det hoeje vandniveau. En eddy er noedvendig for at en raft kan stoppe. Kajakker er mere manoevredygtige, og kan stoppe i meget smaa eddy'er. Ideen var at os tre kajakker skulle rykke i forvejen og hvis vi saa potentielle problemer saasom traestammer eller lavthaengende broer, stopper vi og proever at advare rafterne laengere oppe af floden saa de kan stoppe i tide. Vi stoppede ogsaa steder hvor vi mente at der var en chance for at floden kunne kaentre en raft (store boelger osv), saa vi var klar til at fiske folk ud af floden osv.

Der var fuld droen paa de foerste par miles, med konstant manoevrering og generel noia over at blive fanget i et af de mange huller paa floden. Alt gik efter planen indtil omkring 8 miles inde. Jeg sad i en lille eddy et sted hvor floden splittede sig i to kanaler med en lille oe i midten. Raften med Rick og Mike kom rundt om hjoernet, var for langt inde mod midten, kunne ikke helt bestemme sigog *bang* satte sig fast paa en tyk gren der stak ud fra oeen. Ikke godt. Jeg kunne kun se paa mens den ene side af

baaden blev suget laengere og laengere ned i vandet og Rick og Mike kravlede op paa en oeverste kant for at faa den paa ret koel. Men for sent. Pludselig tippede den hele vejen rundt, rev sig loes og smed Rick og Mike i vandet. Mike fik fat i grenen der havde tippet dem rundt og hold desperat fast mens stroemmen proevede at rive ham fri. Rick floed ned forbi mig sammen med den kaentrede skude. Jeg padlede straks tilbage i stroemmen for at fange Rick og faa ham ind til land. Han fik relativt hurtigt fat i den lille snor i min staevn og jeg padlede som en gal for at faa ham ind til land. FANDENS! Forude ser jeg pludselig et gigantisk stroemhul som vi ikke kan undgaa. Hvis vi flyder ned i det samtidig er Rick i stor fare for at blive ramt af min kajak eller paddel. Jeg raaber "LET GO!!" flere gange foer Rick, der er i mindre panik stemning, giver slip. Jeg padler vildt og inderligt og undergaar med noed og naeppe hullet, som dog formaar at tippe mig rundt. En hurtig eskimovending og jeg er paa ret koel. Jeg naar lige at kigge tilbage paa Rick foer han bliver suget ned i hullet og har sjaeldent set et ansigt fyldt af saa meget skraek - vidt aabne oejne og aaben mund. Endelig dukker han op til overfladen igen og jeg faar ham hen i naerheden af en anden raft der hiver ham i sikkerhed.

Vi har stadig en raft med bunden i vejret der sejler ned af den rivende flod. De andre flaader har efterhaanden opfattede at der er problemer, proever at stoppe men der er ingen eddy'er. Steve og Dave's raft faar endelig en line sat fast i den kaentede raft, og proever desperat at padle den i land. Jeg er lige ved siden af, men kan ikke hjaelpe med min lille kajak. SHIT! Igen ser jeg et gigantisk hul forude, og Steve og Dave er paa vej ned i det. Igen undgaar jeg det selv med noed og naeppe, men Steve og Dave og den kaentrede raft ryger lige ned i det og smider dem begge i vandet! Det hele begynder pludseligt at foeles ude af kontrol. Heldigvis kommer Steve og Dave hurtigt tilbage i deres baad ved egen hjaelp. Det er nu lykkedes en raft at stoppe i siden og de kaster et reb ud til Steve, som fanger det. Uheldigvis er Frede her i vejen, og da rebet strammes river det min paddel ud af haanden og ruller mig med hovedet ned af. Eskimovendinger foregaar normalt med en paddel, men jeg kan under normale omstaendigheder rulle op kun ved brug af haenderne. Jeg proevede foerst een gang paa venstre side, derefter et par gange paa hoejre side. Naesten. Een gang til. Fandens! Jeg er noedt til at forlade skuden og svoemme. Ikke nogen god ting med alle de forbandende huller i floden. Heldigvis faar jeg relativt hurtigt bugseret migselv og min baad ind til land. Jeg fik ikke fat i min paddel, og da Russel flyder forbi og spoerger om jeg er OK, raaber jeg kun "GET MY PADDLE!". Jeg har heldigvis en ekstra "foldepaddel" med i kajakken, som nu kommer til god hjaelp. Men resten af turen ville ikke blive speciel nem hvis jeg ikke finder min rigtige paddel. Jeg samler min ekstrapaddel og flyder videre ned af floden for at se hvor de andre blev af.

Omkring en mil nede ser jeg at ca. halvdelen af raftene er parkeret inklusive den der kaentrede. Resten af gruppen er sikkert laengere nede af floden. Jeg stopper for at hjaelpe med at faa baaden paa ret koel, hvilket lykkedes efter en del problemer pga det tunge laes. Phew, vi er vist ok. En af de andre kajakroedder, Richard, siger han fandt min paddel og smed den op paa land. Jeg vader op og finder den. Heldigt. Der sparede jeg $220!

Pludselig gaar det op for os at Mike ikke er med os. Det var ham jeg sidst saa klamret til en gren midt i stroemmen oppe ved oeen. Er han med gruppen der er laengere nede af floden? Nogen mente de havde set hans groenne hjaelm i een af baadede foran. Jeg fortalte om sidste gang jeg saa ham og at det var nok mest sandsynligt at han havde givet slip paa grenen og kravlet op paa en lille oe midt i floden. OEen var sandsynligvis mindst en mile tilbage. Sean og Steve melder sig til at vade tilbage for at finde ham. Jeg rykker videre ned af floden for at fortaelle de andre hvad der forgaar. Paa vej ned at floden kommer jeg til at taenke paa at der ca. 20 meter nede fra hvor Mike sad fast var en stor bunke traestammer. Hvis Mike ikke var kommet op paa oeen, var det sandsynligt at han ville flyde lige ind i traestammerne hvilket er 50% sikker druknedoed. Paa den ene eller anden maade var han i hvert fald blevet deroppe for vi ville have set ham hvis han var i vandet.

Jeg fanger den anden gruppe efter et par mil - det er endelig lykkedes dem at stoppe i en stoerre eddy. Mike er ikke med dem. Jeg fortaeller dem om situationen og vi beslutter os til at vente paa de andre i haabet om at de finder Mike og vi kan blive lykkeligt genforenet. Den eneste der kendte Mike var Marty, som nu sidder og stirrer med blanke oejne ud i luften. Vi forestiller os alle det vaerste.

Efter et par timers venten hvor solen efterhaanden er forsvundet fra floddalen, beslutter vi os til at rykke videre til Dagger Falls som efter vores beregning skulle vaere 2-3 miles fremme. Den anden gruppe er stadig ikke dukket op. Dagger Falls er en klasse V rapid (svaereste gradering) som vi er ret sikre paa vi bliver noedt til at baere udstyret rundt om. Det er kun et par hundrede meter, men det ville blive vildt haardt pga alle de bajere vi havde taget med! Saa det ville nok vaere smart hvis den forreste gruppe gik i gang med at etablere lejr og baere udstyr i stedet for at sidde og kukkelure. Marty og jeg rykker afsted i vores kajakker og de tre rafts foelger efter. Ca 15 minutter efter er vi ved Dagger. Stemningen er lidt trykket da vi baerer udstyret i land, fordi vi stadig ikke ved hvad der er sket med Mike. Hvorfor faen er de saa lang tid om det?

Endelig, 4-5 timer siden jeg forlod dem, ankommer nogle af den bageste gruppe. Mike er ikke med. Hvor faen er Steve's baad? Scott fortaeller at Sean og Steve var vendt tilbage uden Mike. Sean var totalt udmattet og kunne ikke fortsaette. De var ikke naaet op til oeen og var vendt om efter 2 timers haard vandring langs floden. Og Sean og Steve havde besluttet sig til at campere et par mil tilbage fordi Sean var for traet til at padle. Vi var maaloese. Hvordan faen kunne de vende om? Klokken var nu 8 om aftenen og det blev moerkt ved 9-10 tiden. Hvad med Mike? Er han i live?

Vi *maa* tilbage og hente ham. Marty, Adrian og jeg beslutter os til at tage derop. Vi kan se paa et kort at der er en sti paa den venstre bred. Adrian har vaeret paa den foer for et par aar siden. Jeg var den eneste der fik et godt kig paa hvordan oeen saa ud hvor Mike sandsynligvis befandt sig. Og Marty var hans ven. Vi medbringer et par soveposer, en haandfuld powerbars, et klatrereb, slynger, foerstehjaelp, osv. Vi regner med at oeen er 5-6 miles oppe af floden. Det kommer mindst til at tage et par timer og det vil nok vaere moerkt til den tid. Vi rykker afsted i hoejt tempo.

Lad os springe en dag frem for at saette historien i perspektiv. Naeste morgen nede ved Indian Creek lander Dale paa en lille graesmark med alt sit udstyr. Det var ham det besluttede sig til ikke at starte ved Marsh Creek. Planen var at vi ville moede ham samme eftermiddag. Han sludrer lidt med Rangeren hvis hovedansvar er at soerge for at alle der flyder forbi paa floden har tiltraekkeligt udstyr, overholder diverse camping regler og udfylder det noedvendige papirarbejde. Dale har god tid og baerer sit grej, inclusive en kataraft, ned til flodbreden. Tiden gaar og samme aften er vi stadig ikke dukket op. Naturligt nok faar han noia over om der mon er sket noget laengere oppe. Naa, vi er nok bare naturligt forsinket. Naeste morgen er vi stadig ikke kommet. Dale vader rundt nede ved bredden og samler sin raft. Strammer lidt reb hist og her. Proever forskellige fordelinger af vaegten. Ude i floden faar han pludselig oeje paa noget. Det flyder ind i eddy'en lige ved siden af ham. Det er en redningsvest. SHIT! Det er en mand der flyder med hovedet nedad. Han er doed.

Dale kender et par fra vores gruppe meget godt - gamle college-venner. Han maa antage at det er een af os. Fy for satan. Han raaber panisk paa Rangeren og sammen faar de liget i land. Rangeren taeller 1-2-3 foer han vender liget, men Dale genkender ham ikke. Han er dog sikker paa at der er noget totalt galt laengere oppe ad floden. Han kan dog ikke goere andet end at vente.

Tilbage til dagen foer. Adrian, Marty og jeg vandrer for fuld tryk for at finde Mike. Stien er god, men der er mange faldne traestammer og en del steder med sne. Efter en times tid ramler vi ind i Steve og Sean som jo havde slaaet lejr. De forklarer at de havde vandret flere timer og givet op. De har tydeligvis ret daarlig samvittighed, men det viser sig at de ikke kendte til stien og at de ikke havde noget kort. Det har vaeret totalt presset at vandre gennem den taette skov uden brug af stien. Vi haster videre, krydser et par sidefloder. Da vi naermer os 5 miles vandring goer vi opmaeksom paa os selv med vores noedfloejter. Vi har nu vandret i over 2 timer og det er ved at blive ret moerkt. Vi har ikke snakket meget paa turen, men taenker alle paa hvad mon vil moede os oppe ved oeen. Hvad faen goer vi hvis han er doed? Hvad hvis vi ikke finder ham? Stien er nu ret langt fra floden, som vi dog stadig kan se i ny og nae. Jeg vader ned mod floden for at finde oeen. Yes! Der er den - ca. 500 meter laengere oppe. Jeg pifter. Der er et raab i det fjerne! Det er Mike! Jeg har aldrig vaeret saa lettet i hele mit liv. Vi hujer og skriger og raaber "yii-haa!" og naermest loeber ned mod flodbreden ved siden af oeen. Han er ok. Det er svaert at kommunikere pga stoejen fra vandet, og han er svaer at se pga moerket, men der er han - ude paa oeen, hvor jeg saa ham 8 timer tidligere.

Vi er efterhaanden blevet traette af at hoppe op og ned af glaede, saa vi begynder at udtaenke hvordan vi faar ham over floden. Der er 10-15 meter til den anden side. Foerste par forsoeg med at kaste rebet ender i floden. Hvorfor faen tog vi ikke en "throwbag" med. Den kunne nemt naa derover. Et tungt klatrereb er svaerere. Vi proever nu med at binde en sten i enden og slynge snoren over. En fod for kort. Igen. Ca. 10 kast og vi havner konstant en fod for kort. Moerket goer det ikke nemmere fordi Mike ikke kan se rebet overhovedet. Det ville jo vaere festligt hvis vi kylede stenen lige i panden paa ham! Et sidste forsoeg. Yes! Det kom over. Mike har fat i rebet. Ok, standard redningsteknik. Vi binder rebet fast paa vores side, og foerer det igennem en pulley. Han binder rebet fast under armene med et ottetalsknob. Det var Mikes foerste flodtur overhovedet, saa det tog lidt tid at forklare hvad han skulle goere. Men han er klatrer, saa han kan sine knob. Ok, vi er efterhaanden klar. Marty og jeg staar klar til at hive i pulleyen. Adrian staar laengere nede af floden hvor vi regner med at Mike vil flyde hen. Og Mike har bundet sig fast. 1-2-3-go! Det traekker mere i rebet end forventet men inden laenge er han ovre. Mand en lettelse! Vi var totalt foelelsesladede. Mike havde ro paa den - han var den eneste der vidste i al denne tid at han var ok. I loebet af dagen havde han toerret sit toej i solen. Og henad aftenstunden havde han forberedt en lille seng af grandnaale. Men han var trods alt lettet over ikke at skulle bruge den.

Klokken er nu omkring 11, det er baelgmoerkt og der er nok tre timers gaatur tilbage til lejren. Vi beslutter os til at faa det overstaaet. Efter et par timer kommer vi forbi Steve og Sean igen som ogsaa er totalt lettede over at se Mike. Vi spiser og drikker lidt og vender jernet mod Dagger Falls som vi naar omkring 2-tiden. Sikke en dag!

Hele den naeste dag bruger vi paa at slaebe vores grej forbi Dagger Falls. Klokken er efterhaanden sen eftermiddag da vi er faerdige og vi beslutter os til at blive endnu en nat. Dagens hoejdepunkt er 5 kataraftere der kommer forbi. De har ikke taenkt sig at baere al deres slam, saa de gaar for det. Alle kommer igennem den uhaemmet vilde rapid i mere eller mindre elegant stil. Imponerende.

Den foelgende dag tager vi endelig afsted. Der er nogen rimelige noible rapids dette foerste stykke. Velvet Falls. Pistol Creek. Os kajakker er i front som saedvanligt, og kommer alle igennem uden problemer. Der er de vildeste boelger paa denne straekning. 5 meter hoeje nogen steder. Vi kommer igennem med skindet paa naesen. Et par miles foer Indian Creek flyder vi forbi en lejr med en haandfuld baade. Vi vinker. De vinker ikke igen. Saa ankommer vi til Indian Creek, hvor Dale har ventet. Han er totalt lettet over at se os i godt humoer. Han fortaeller om liget. Tilsyneladende er det fra gruppen vi passerede hoejere oppe paa floden. Der er et par loebere paa vej op til dem, men de ved endnu ikke at deres ven er doed. Ubehageligt. Tilsyneladende var han passager i en baad og blev fanget i et berygtet hul, kaldet Murphy's Hole. Det er nemt at undgaa, hvis man ved hvor det er, saa holdet har sandsynligvis ikke vaeret erfarne nok. Desuden havde de ingen kajakker med paa turen, som er en noedvendig redningsplanke pga deres manoevredygtighed.

Den doede gut har en hvis effekt paa os, men ikke saa kraftig som ventet. Vores eventyr med forsvundne Mike og gensynet holder os stadig oppe. Der er stadig 90 miles igen, og vi foeler os staerke. Et andet hold der lige er ankommet med fly til Indian Creek, tager hjem igen. Mens vi spiser frokost ved breden, kommer der en TV-hold ned til os. De er floejet ind for historien. Et par af vores mere hoejtraabende gutter er straks klar med interviews. Vi taenker pludselig paa venner og bekendte i Boise: hvad mon de tror, naar de ser paa nyhederne at en mand har stillet traeskoene paa The Middle Fork?

Vi har stadig tre dage at se frem til paa floden, som nu har aendret karakter fra lille og teknisk til stor og knap saa teknisk. Det er er faa steder paa denne nedre sektion at der er fare paa faere, selvom det er ret interessant at flyde ned mod en rapid med ekspoderende skumsproejt og 8 meter hoeje boelger. Det bliver et par totalt fede dage paa vandet og i lejrpladserne, men uden de store problemer bortset fra et par svoemmere og en enkelt kaentring til, som vi hurtigt fik kontrol over. Der var tydeligvis klart mere samarbejde og selvtillid i gruppen paa denne nedre sektion.

Vi ankommer til Cache Bar 115 miles og 5 dage efter starten. Uden sammenligning var dette den mest mindevaerdige og laererige flodtur jeg har vaeret paa.12-pack

PS: På en tur ned af den øvre sektion flere måneder senere, fandt vi denne pakke med 12 dåser Weinharts øl. Den kom fra den kæntrede raft, og var skyllet op på land. Vi stoppede også på Øen, og fandt Mike's grannåleseng intakt -- et mesterværk i overlevelseshusly.

 


1996 - 2017 Willerup Brothers