Willerup Brothers | Trip reports | Our friends


Kayak Trip: The Main Salmon

Idaho, 30. august - 4. september 1996

Tilbage i oktober var jeg en uge på en af de berømte floder i Idaho, Salmon floden. Det var en alletiders tur. Festlige strømfald, masser af dyreliv og en interessant historie. Jeg tog afsted torsdag morgen fra Boise med tre andre: Richard, Rocky og Gary. Richard er en gut på min alder som jeg har sejlet en del i kajak med. Rocky er en midaldrende fyr med egen arkitektvirksomhed. Gary er hans bror og en rigtig cowboy der driver en ranch i Idaho City. Rocky havde arrangeret turen, med måltider, drikkevarer, campingudstyr osv. Brødrene havde to "katarafts" som vi læssede al udstyret på. Rich og tog naturligvis vores kajakker.

Vi startede i Riggins er en lille by hvor vores tur skulle ende. Vi læssede udstyret på en "jet boat" som på fem timer sejlede os op til hvor vi skulle starte turen. De lokale bruger jetbådene til at transportere forsyninger ind til de afsidesliggende hytter og ranches. Der er ingen veje ind til nogen del af floden, der på denne sektion er omkring 80 mil lang. Den ligger midt i et såkaldt "Wilderness area" som er den "helligste" klassifikation af naturområder i USA. Dette område er iøvrigt også det største vildtområde i staterne. På vejen op af foden fik vi en forsmag på det rige dyreliv i området da vi en sort bjørn drikke lidt vand ved een af brederne.

Første aften gik med at pakke bådene. Det er lidt kompliceret første gang, men de næste dage er der system i tingene så det tager ingen tid at få bådene klar. Mens vi pakkede så vi en elg på den anden side af floden med dets kid. Vildt. Den er edderhylemig stor. Pludselig besluttede elgen sig til at krydse floden og begyndte at svømme mod vores lejr på stranden. Så fik Gary og Rocky noia. De er erfarne jægere og ved at elge er rimeligt agressive, specielt med deres afkom. Så fik jeg noia. Nå men de to dyr ankom og begyndte at guffe buskene rundt omkring langs stranden mens de totalt ignorede os ubetydelige mennesker. De forsvandt så op i terrænet. Om natten som Rich og jeg under åben himmel på en lille græsmark mens de to andre sov på stranden. Jeg vågende næste dag og så selvsamme elg 5-10 meter væk guffende på en anden busk. Rich fortalte at den havde vandret rundt om os hele natten og han havde ikke lukket et øje af bar noia. Jeg sov trygt.

Om morgenen næste dag blev vi briefet af en ranger før vi tog afsted. Det handlede hovedsageligt om at man ikke måtte efterlade nogetsomhelst langs floden - ikke engang brødkrummer. Der er en del strande langs floden til campering og man kan vitterligt ikke se at der har været mennesker før. De forstår at passe på deres natur hervore, selvom det engang imellem virker en anelse fanatisk. Iøvrigt skal man have tilladelse til at sejle ned af denne flod - de sender max. 10 grupper afsted om dagen. Nå men endelig kom vi så afsted.

De tre første dage og den sidste dag var alletiders mht strømfald. Gang i den og specielt os kajakker legede rundt i bølgerne som små drenge. Dag 4 og 5 var lidt flade, bogstaveligt talt, og vi skulle padle en del hvilket ikke er specielt festligt. Langs floden så vi en masse dyr - flere elge, "bighorn sheep", en enorm klapperslange og masser af fugle incl. kongeørne. Gary fiskede lidt med flue og fangede en del fisk.

Der var som nævnt en del amerikansk kultur (selvmodsigelse?) forbundet med floden. De første ekspeditioner (Lewis and Clark) var blevet stoppet her tilbage i attenhundredehvidkål og stedet var senere fokus for guldgravere. Der har også boet en del eneboere langs floden. Fx. Buckskin Bill der døde engang i 70-erne efter at have boet alene i selvbygget hytte osv i over 50 år. Der var nu et slags museum med alle de ting han havde lavet, incl. egne geværer osv. Stedet blev nu passet af en tysk kvinde, Barbara, som jeg fik mig en god snak med. Hun havde boet der i 12 år! Om sommeren kommer der folk forbi, men om vinteren er stedet totalt isoleret. Det var den rene idyl.

Et andet fedt sted langs floden var Barth' varme kilde. Oppe langs nogle klipper havde nogle bygget en basin hvor en varm kilde flød ned. Vi spenderede en times tid i dets brandvarme vand med et par kolde pils. Ellers var det bare flod og strande og natur og vi så ikke mange mennesker på vej ned - kun et par andre grupper hvis lejr vi flød forbi. I den nederste ende af floden ligger der et par ranches som folk kommer til med jetbåd eller fly. De var imponerende: kæmpe plæner med frisk, grønt græs, frugttræer osv. Og smukke træbygninger med stil over. Rige kogere tager derop for at slappe af og gå på jagt.

Næste års store tur bliver enten The Middle Fork of The Salmon - der er meget berømt for sit festlige hvidvand - eller The Selway som ligger et godt stykke nord på i Idaho. Man skal være ekstremt heldig for at få tilladelse til at flyde ned af sidstenævnte - de sender kun et hold afsted om dagen i de to måneder, hvor floden er i sving. Til gengæld er det måske den bedste flod i nordamerika mht strømfalds-action, isolation og vild natur. Jeg kender en del der deltager i "flodlotteriet", så der skulle være en rimelig chance. Jeg krydser fingre!


1996 - 2017 Willerup Brothers