Willerup Brothers | Trip reports | Our friends

Trip report: The Saunders Lakeland Mountain Marathon

Date: July 4-5, 1998
Runners: Mathias & Martin, Tim & Claire
Class: Carrock Fell
Area: Lake District National Park

Danish Version

Fredag aften: Ankomst basislejr i Lake District.
Loerdag 8:20: Loeb start - Martin og jeg hamrer derudaf efter at have plottet de 6 forskellige "grid"-referencer ind paa vores kort.

Efter tre timers loeb begynder mit hojere knae at goere mere og mere ondt. Polie. Det bliver vaerre og vaerre og efter en times tid beslutter jeg mig for at tage en smertestillende sjover. Det hjaelper lidt paa smerterne, men jeg kan stadigvaek ikke loebe saerligt hurtigt - specielt ikke paa "the Downhills" som ellers er min specialitet.

Efter lidt mere tid begynder det at gaa rimeligt okay og jeg har mere og mere fart paa paa nedbakkerne. Det vaerste af ruten synes at vaere overstaaet, og vi er taendte paa at knalde igennem og maaske endag faa en god placering i toppen.

Saa pludselig da vi spaener ned gennem en teknisk skov-straekning, saa vrider jeg haardt om paa mit hoejre ben, og det siger en noia-agtig klik-lyd. - Det goer ondt af h' til, men jeg kan godt loebe videre saa det goer jeg. Da vi 5 minutter efter har overstaaet ned-turen saetter jeg mig lige for at tage et kig paa foden, og til min skraek er der en mega blob paa ydersiden af foden. F*ck.! Jeg humper ned til en flod og putter foden i floden for at koele sjoveren ned. Martin og jeg overvejer situationen, og konkludere at det desvaerre er enden paa vores loeb. Min fod ser simpelten for stenet ud til at loebe videre paa.

Saa vi bider i den sure boenne, kigger paa kortet og beslutter at gaa direkte for "The Midway Campsite" som er ca. 7 kilometer og en bjergtop fra hvor vi er. Saa vi begynder at gaa, og det gaar okay en times tid, men da det begynder at gaa opad, saa goer det pludseligt rigtigt ondt i min fod. Det lykkes mig at humpe ved hjaelp af en lille gren jeg har fundet som stok, at komme op til toppen dette pas, men deroppe gaar jeg kold. Jeg kan ikke stoette paa foden mere, og jeg hopper afsted paa een fod, hvilket er ret uholdbart i laengden.

Saa det ender med at jeg rider paa Martin's ryg hele vejen ned til campsiten, rimeligt godt gaaet af ham, og jeg er lettet eftersom min fod er gaaet i total kog.

I campsiten er der en foerstehjalps-ambulance og vi ender i sidste ende paa Hospitalet og selvom alle folk der kiggede paa foden mente at den maatte vaere braekket, saa viste the X-rays ikke noget brud. Hurra for det, for ellers havde jeg faaet gips paa.

Mathias JULI98


1996 - 2018 Willerup Brothers