Danish
only.
Alpefest
Foråret 1995Vi var i alperne i maj/juni 1995. Her er en lille dagbog, som vi skrev på turen. Det er mere eller mindre uredigeret, så ikke noget med at panikke, hvis der står noget, der kan give noia...
Frederik henter Mathias i Geneva - perfekt timing. Det regner, og det gør det også i Chamonix, da vi ankommer tidligt på eftermiddagen. Vi finder en lille hytte med sovesal og ringer til David Skov, der ligger lunt og rykker fra Genoble... Vi mødes om aftenen til stor fest.
Vi vågner op til solskin og glade dage og perfekt udsigt op til de forskellige toppe rundt omkring Cham-dalen. Vi spekulerer lidt over, hvad der mon gemmer sig bagved -- i følge kortet store gletchere osv, men det er umuligt at forestille sig, hvad det egentlig indebærer at bevæge sig rundt i området. Vi beslutter os til at starte med lidt velkendt aktivitet - klippeklatring i en af dalens sportscrags. Dejlig dag på klippen med en håndfuld ruter fra 5+ til 6b. En fest. Det er dog en anelse sumpet at klippeklatre på sportruter, når man ved (eller ikke ved), hvad der gemmer sig i bjergene. Aftenen går med at tuller rundt i sportsbutikker og indkøbe lidt udstyr, som vi hver især mangler. Mathias køber et par randonne-støvler, David et par kramponader og Frederik et par plastik klatrestøvler - rimeligt mange skejser! Vi får een uges fri skileje med i købet, så vi er ret glade, da vi går derfra.
Nu
må det sgu være tid til at forsøge os ud på gletcheren.
Vi har lidt problemer med beslutningstagningen - een eller to dage, ski eller
gå osv. Vi beslutter os til en dag til fods på gletcheren Mer de
Glace, som er rimeligt "safe". Vi tager toget op til kanten sammen
med en del sumpturister og vandrer nedad nogen stiger og den slags, indtil vi
endelig har kontakt med isen. Vi tager kramponer på og senere reb og morer
os med at tulle rundt på isen henover spalter og den slags ubehageligheder.
Vi prøver også at isklatre lidt på de mange 5-6 meter vægge
i isfaldet. Det er sgu sjovt! Isen tager godt imod øksehug, men er ret
"smulrende". Eet hug og man har isterninger til 10 gin-og-tonics.
Nå, men vi smutter videre op ad gletcheren, og det bliver lidt hårdere
at gå -- men stille og roligt...
Vi slutter ved en 10 meter isvæg, som Mathias er frisk på at føre. Næsten lodret.. Han rykker hurtigt op til omkring 6 meter, hvor han sætter en isskrue i, der sidder solidt.Videre op mod toppen, hvor det bliver lidt ste jlere, og han er oppe. Efter ankeret er etableret smutter Skov op i fin stil indtil top kanten, hvor han pludseligt mister fodfæstet, hænger i økserne og til sidst også mister håndgrebet. Standpladsen holder heldigvis. Frederik rykker samme vej - op til kanten og - UPS - så hænger vi i rebfesten igen. Efter denne festisklatring rykker vi tilbage af samme vej vi kom og tager toget ned til noget...
Fest!
I vores lille hyttefest har der indlogeret sig 14 (fjorten!!) unge fransk canadiske bjergtøser. Vi kommer hurtigt i snak med dem i vores fælles køkken og stemningen er lovende. Der skal ikke megen overtalelse til før vi er på vej ned til "Mill Street Bar" med de friske pigebørn. Eftersom vi havde tømt vores ølbeholdning forinden var det franske sprog begyndt at rulle derudaf (de talte stort set kun fransk). Det endte med en stor fest, hvor alle var glade og øllet flød i rigelige mængder.
Vi vågner langsomt rimeligt kogte i
hjernen efter nattens udskejelser. Vi ligger lang tid og koger i køjerne
og sludrer om ting og sager. Vores plan var at tage skituren gennem Valle Blanche,
der går fra 3800 meter Aguille de Midi ned over gletcheren og slutter,
hvor vi var dagen før. Skov er sgu ikke helt indstillet på at tage
turen, specielt fordi klokken nu er blevet efter middagstid. Mathias og Frederik
rigger udstyret til, og vi sidder og sumper lidt på en cafe og spiser
lidt frokost - 3 entrecotes med salat og pomfritter. Afsked med Skov ved liften,
hvor man for 170F kan komme direkte fra Chamonix' 1000 meter til 3800.
Oppe på toppen er der imponerende udsigt med sol men med mange skyer. Vi er lidt smånervøse ved situationen, specielt fordi klokken nu er 3, og vi er ikke helt klar over hvor lang turen vil tage. Vi rigger kramponner på og vandrer nogen hundrede meter langs en kant og ned til et plateau, hvor vi skifter takkerne ud med randone-skiene. Sneen er våd og TUNG! Vi rykker i tivlsom men effektiv stil ned over kæmpe-snedale. Det er fedt. Vi er også de absolut eneste i området. Solen er nu skiftet ud med tåge og til truende skyer i kanterne.
Efter nogen kilometer snævrer dalen sig ind og der kommer udsigt til lidt spalter og den slags. Vi vælter vores små kroppe hen over de noible spaltekogere - Mathias fører an idet Frederik har rebet i sin oppakning og så skal han køre bagerst (det har vi læst). Nå men Mathias fører sgu ekspeditionen lige ud i noget rigtigt gylle-fest, fordi vi lige pludselig står på en efter forholdene potentiel lavine-fest. Vi kan se sporene som vi skulle have været ned på cirka 100 meter til højre for os, men med en noget tvivlsomt spaltesump imellem.
Vi beslutter os for at vende jernet i den modsatte retning for at støde på sporet igen. Eftersom vi skal sumpe lidt rundt i en potentiel lavine med store revner for enden binder vi en 25m tråd imellem os. Det går fint - selvom man skal afpasse hastighederne og passe på ikke at rode skiene ind i rebet. Det var meget smart med reb for sna rt efter står vi henover hyppige spalteåbninger - den allerstørste noiafest. Nå men det går og de resterende kilometer ned til bunden af Mer de Blanche går fint nok - ikke specielt stejlt, så vi benytter os af randone-skiens "langsrens-feature". Vi når lige præcis toget ned til Cham hvilket sparer os for en latterlig lang gåtur. 3 timer tog det - væsentligt hurtigere end ventet. Vi er rimeligt våde dog - det regnede en del den sidste del af turen - men vores tøj klarer skærende perfekt. Eet lag tyndt undertøj + busker og jakke er nok. Her vil Mathias gerne bruge muligheden for at takke Patagonia for at producere så genialt godt tøj, som ubetinget er det bedste man kan beklæde sin lille krop med. Tak.
Den canadiske pigeskole overbeviser os om at tage til La Joux som er et crag nordpå i Chamonixdalen. Det dryppede lidt, da vi starter vores gåtur deropad, men det begynder hurtigt at pisse ned. Det er rimeligt indlysende, at vi ikke kommer til at klatre under de forhold, men vi fortsætter alligevel - drevet udelukkende af tanken om at møde en forsvarsløs pigeskole ude i en skov et sted. Vi kæmpede os vej gennem regn og blæst, og vi var sikre på, at pigerne ikke var forsvundet når vi kom frem - men det var de. God nat og sov godt.
Efter diskussion
med vores lokale tough guy paraglider, konkluderer vi at det eneste sump, man
kan lave på en regnvejrsdag i Chamonix er at tage op og isklatre lidt
på noget gletcher isfald. Vi skyder efter Glacier de Bosson som er en
gigantgletcher, der løber ned fra Mt Blanc til Chamonixdalen. Det ligner
et lille hike op forbi Mt Blanc tunellen, lidt op i terrænet. Men det
var det ikke.
Vi er sgu trætte af dårlige vejrudsigter, så vi beslutter os til at leje en øse og rykke sydpå til lidt "sun rock". Vi beslutter os for at drage afsted til Callanquerne, hvor der efter festsigende skulle være sol og glade dage. Vi ankommer til Cassis, 8km st for Marseille, klokken 10 om aftenen.
Vi
står op tidligt om morgenen (kl. 10) og vandrer fra parkeringspladsen
ved Port Mieu ud mod Calle en Vau, som i følge vores guidebog skulle
være en af de callanquialske perler. Det tager en rum tid, men det ser
lovende ud med solskin fra en skyfri himmel og tårnhøje klippeformationer
ragende op fra vandlinien. En fest. Langt om længe ender vi nede på
en lille superidyllisk sten-strand godt klemt ind mellem lodrette klippevægge
og med et krystalklart middelhav i festmidten. Vi spænder selen på
og begynder at bestige xxx, som vi har udfundet os i guidebogen.
Den ligger hårdt ud med en 6a-pitch, som Frederik kæmper sig igennem i en meget rendyrket og elegant klatre-stil. Meget flot. Men een synes godt nok at det så lidt halvpresset ud af en 6a'er at være. Nå, men efter Frederik's standplads er etableret begynder Matisok på ruten. Presset fra start. Det her det går slet ikke. Hvad for en halvhjerne har dog graderet denne her rute til at være 6a - en grad som Matis, selv taget i betragtning at han, på grund af sump, ikke har klatret siden 3. januar, skulle kunne klatre problemfrit specielt som andenmand. Og efter en udmattende kamp, hvor der også blev hevet i en knast eller tre, ankommer Matis til standfesten. Sådan forløber resten af ruten desværre også ihvertfald for Matisoks tilfælde og Frederik må vist også ud og hænge en enkelt gang. Vi må dog konkludere efter vores erfaringer på 6a og 6b ruter, at disse callanqiske graderinger er lidt hårdere i kanten, end vi havde forventet. Da det hele er overstået, smutter vi ned på stranden, går lidt i vandet (dejligt sted) og restituerer os efter den krævende rute. Senere snupper vi to ruter mere, som forløber uden problemer - vi er klar til fest igen.
Vi camperer blandt tyske folkevognsrugbrød på den lokale campingplads. Det er første gang vi bruger vores telt, som vi har lånt af Jesper Ritzau. En fest.
Vi starter ud denne morgen med at bryde lejren op under den brænende sol. Vi kører ned til Centre Ville de Cassis, som viser sig at være en charmerende havneby med underskønne franske babes - og her snakker vi altså virkelige babes - vandrende rundt på havnepromenaden i stramtsiddende hotpants overladende stort set intet til fantasien. Herligt.
Vi bestiller
et stort måltid mad på en lille havnecafe, entrecote med salat +
bananasplit og pære belle helene. Som vi sidder der og nyder livet beslutter
vi os på at tage en båd til En Vau, da gårsdagens vandretur
tog lidt hårdt på kræfterne. Så vi hyrer en jolle og
gynger ud mod klippefesten. Vejret kan ikke blive meget bedre, så vi sidder
naturligvis i shorts, tshirt og de obligatoriske tevaer. Skibet anløber
bugten ved middagstid, og vi er nu klar til endnu en dag på de solbeskinnede
klipper. Efter vores graderings-erfaringer fra dagen før lægger
vi ud med en 5 reblængders ruter i området III-V+. Det viser sig
at være en superfed rute med alt lige fra tekniske fingerjams til store
forpligtende crags. Fantastisk. Både Frederik og Matisok kører
med føringsklatten, og Matisok er tydeligvis ved at være kommet
over sin sump. Ruten tager det meste af dagen og efter endt fest flader vi lige
lidt ud på stranden med lidt vand og flute.
Den sidste rute vi tager (V+) fører Matisok efter vi har slået om det (Mathias lavede en sten og Frederik en saks). Mathias fortæller:
"Efter at jeg ser Frederiks saks forstår jeg, at jeg har vundet væddemålet om hvem, der skal føre ruten. Det er altid lidt interessant, hvem der skal føre og hvem, der skal skal køre som andenmand. Det er kun førstemanden, der virkelig risikerer noget ved at føre ruten op - hvis han styrter på et uheldigt tidspunkt kan det være fatalt, mens andenmanden aldrig har det samme psykiske pres på sine skuldre. Ja. Det er derfor altid med lidt blandede følelser, at man vinder et væddemål som dette. Men der er nu altid en fest at få lov til at føre, fordi der er her klatringen går op i en højere enhed.
Jeg får bundet mig ind imens jeg groft studerer ruten nedefra. Den ser sgu okay ud. Jeg noterer dog lige til brormand, at den første knast sgu'da sidder lidt langt oppe, men han mener, at det ser da okay ud, det første stykke. Hmm. Jeg begynder. En interessant start, som efter lidt overvejelser hæver mig op til den første lille hylde cirka 4 meter oppe på ruten. Der er stadigvæk et par meter til den første bønne, så det SKAL køre problemfrit indtil da. I sådanne situationer har man en tendens til simpelthen bare udelukke det faktum, at hvis man smutter her, så har man et meget stort problem idet man går lige i jorden ved et styrt.
Men det påvirker altid min startklatring, idet man jo har det i baghovedet, så man koncentrerer sig meget om at nå den første bolt. Man kan selvfølgelig også sætte en lille medbragt nød, og det sker da også, at man bliver nød-til det. Men ikke i dette tilfælde, for efter et par bevægelser til, kan jeg løsne en quickdraw fra selefesten, klikke den ind i en stor petzl-bolt, og til sidst behageligt klippe rebet ind i karabinen. Nu kan man igen koncentrere sig om klatringen, nu hvor et eventuelt styrt er betydeligt mindre kritisk. Ruten viser sig at være betydeligt mindre poleret end de andre ruter, vi har klatret, hvilket får mit humør til at stige et par vigtige grader - det her ser sgu ud til at blive en rigtig udemærket rute at afslutte dagen med. Jeg har efterhånden fået løftet mig en 10-12 meter over stranden og er tydeligvis ved at have nået rutens første crux..."
Grenoble -> Chamonix. Sumpeur generale.
Købte flute og en god ost men ingen vin (krise)
Tirsdag
6/6Vejret ser nu lovende ud og vi vover os endnu engang op i gletcherområderne.
Vi bliver i hyttan og henter F's ski.
Vi står lidt op i terrænnet og kigger på Whymper festen. Derefter rykker vi hjemad. På vejen ned er Mathias meget tæt på at tage billetten, hvilket ikke var så godt. Mathias ser i bagspejlet:
"Tja, hvad var det egentligt, der skete. Vi havde vaeret oppe i Couvercle hytten i en to-tre dage, og var nu paa vej nedaf mod gletcheren igen. fuld oppakning (omkring 20 kilo) paa ryggen og så ellers dernedaf på randonee skiiene i smuk slalomstil. Det kan godt vaere ganske krævende, men det gik okay.
Jeg var i godt humør og følte, at vi bare skulle se at komme dernedaf - vi kendte efterhånden terrænet godt, så der var ikke noget noia. Paa et tidspunkt tager vi skiiene af (jeg er et godt stykke foran Frederik), spænder dem fast paa rygsækken, og begynder at gå nedaf. Der kommer lidt snefelter igen, og jeg begynder at hoppe nedaf i sneen. Dette var nok lidt for ambitiøst, og pludselig falder jeg da også på ryggen. Jeg begynder at glide på rygsækken, som er spændt godt fast paa mig, og jeg accellerer stille og roligt uden at kunne komme om på maven og bruge min isøkse til at bremse med. Det er ikke særligt fedt - lidt som en omvendt skildpadde. Jeg begynder at indse at jeg faktisk skal se at løse denne potentielle kritiske fest, eftersom denne skråning, vi er paa vej nedaf ender i en over 100 meter lodret klippefest ned til gletcheren.
HELDIGVIS lykkedes det mig (jeg har ikke kramponner på) at støde hælene i, da der pludseligt kommer et lille stykke uden sne, og jeg stopper brat. Jeg faar rygsækken af og venter på Frederik. I mellemtiden tænker jeg lidt over, hvad der var sket, hvis der havde været lidt mere sne, eller hvis denne lille sti, som jeg ramte, ikke havde stoppet mig, osv osv osv. Nåh, men det gik, og vi rykker stille og roligt videre".
Vi holder stor fest om aftenen.
Klatring i La Gaillands m/ Fannie. Hyggeligt
med lidt V+ og derefter en rimeligt noibel 6a+.
Bil. Vi ruller op til La Joux som igen viste sig ved sin regnfulde side. Klatrede en V+/V+. Kæmpefest om aftenen - på dansebar med fuld musik.
Sump. Vi spiller vores sidste fodboldsspil og rykker mod Geneve. Mathias har mistet sit visa, og går i lettere panik. Det er sandsynligvis forsvundet aftenen før. [Jeg fandt det et halvt år senere i et fjernt hjørne af min pung]
© The Willerups 1996-1998 |