Sorry, but this report comes in 
Danish only. If youcannot read that wonderful language, then you can just take a look at alist of the climbs we did down there.
En uge på spansk klippe, maj 1994,
Mathias og Frederik Willerup
En time nord for Costa del Sols charterfest ligger El Chorro, en lille stationsby med en bar, en biks, lidt hvidkalkede hytter, spaniolere og masser af god klippe. Vi var kommet for det først- og sidstnævnte. Efter den første af mange Cafe con Leche i stationsbaren vandrede vi nordpå af jernbanesporet for at komme igang med klatringen.
Det meste klatring foregår i den imponerende kløft, der skærer omkring 5 km gennem landskabet nord for byen. Jernbanen løber langs den ene side af kløften gennem hyppige tunneller som er indgangen til området. Man vænner sig til hurtigt at komme af sporet når et tog drøner forbi med hornet i bund. På den anden side går "El Camino del Rey", kongens vej, en betonsti bygget på klippesiden engang i 20erne, et par fod bred og op til 70 meter over floden i bunden af kløften. [se billede] Første gang på stien er en nervepirrende oplevelse - hovedsageligt fordi dele af stien mangler hist og her. Eksponeret!
Første dag rykkede vi op af et par overkommelig slab-ruter i området Los Cotos. God opvarmning for at sige det mildt - med solen lige i nakken! Vi camperede i dalen midt i kløften: appelsintræer med (sur) frugt, blomstrende rododendron og klipperne tårner sig op på alle sider. Der var en del lokale klatrere i weekenden, men i loebet af ugen havde vi det meste af området for os selv. Det er ikke ligefrem højsæson for nord-europæiske klatrere pga varmen.
Næste dag rykkede vi op a 5-reblængderen Gecha el Ceilo (4+,6a,5,5+,5+) i munding af den centrale kløft. Lidt løs og ikke specielt tæt boltet - sidste reblængde var helt uden udstyr bortset fra en stump slynge og en rusten pløk. Rigelige muligheder for at sætte bønner og gode huller til slynger. Fed rute, noget slab, noget stejlt på gode greb, et fedt overlap. Der er en del klassiske flerreblængders i den stil. Vi tog El Amptrax (3,4,4+,5,5,5,5,4) en anden dag; nemmere klatring, til gengæld knap 200 meter lang. Med skiftende føring bruger vi minimal tid på standpladserne, lidt udveksling af udstyr og videre. De sidste par reblængder er eksponeret tranversering. Fire lange abseils slutter turen af. Tredie abseil giver lidt problemer fordi vi ikke kan finde ankeret. Første mand sætter sig fast på en lille afsats med et par nødder. Andenmanden kommer lidt længere ned og vi finder en anden afsats et par meter før rebet løber ud. Vi får rigget et anker op i en stump 3 mm snor som kan trådes gennem et tilsyneladende solidt håndtag på den nederste afsats. Første mand firer sig ned med en nød som opbakning og vi når efterhånden begge ned efter en perfekt rute.
Vi var i El Chorro sidste år og var blevet fristet af en stålwire der er spændt diagonaltover den centrale kløft: et par cm tyk, næsten 100 meter langog ca. 70 meter over floden nedenuden. De to ender er fastspændt medomkring 10 meters højdeforskel. Denne gang var vi fast besluttedepå at krydse kløften på en eller anden måde. Engal spanioler har i sin tid svejset et cykelhjul om til en pulley med håndtagsom ligger og venter i den fjerne ende. Som sande brødre slårvi om æren af at være den første. Frederik "vinder".Vi får rigget et system op, hvor F hænger med hjulet i selen,et par stålkarabinere (almindelige aluminiumskarabinere vil blivefilet igennem af stålwiren) som backup og en prussik så detikke løber helt løbsk. En tysker der kiggede på gavos et par lunser lammeskind som vi bandt løst omkring wiren med lidtsportstape og kunne bruge som "håndtag". Uundværligtviste det sig. 
Så var det ellers bare at komme afsted. De første ti meterer der kun fem meter til jorden, men så åbner gabet sig pludseligtop og der bliver meget laaaaaaaaangt ned. Hjulet glider fint, men kun etpar meter ad gangen så låser prusikken med et hårdt ryk.En interessant fornemmelse at dingle der midt i kløften. Det kræveren del energi at løsne prusikken fordi F er nødt til at hivesig tilbage med een arm, få den fri, køre et par meter og stoppebrat igen. Det er meget trættende. Der er langt over til den andenside og F overvejer efter hvert stop om det mon ville være nemmestat kæmpe sig tilbage, men afstanden tilbage bliver større -det er for sent. Det bliver til en tre-kvarters kamp med den forpulede prussik,en lille prik midt i kløften, solen bager på fuld styrke ogder er langt ned til en tår vand. Der er en del pauser med beundringaf udsigt og eksistentielle overvejelser i stil med "Hvorfor blev viikke i baren?" og "Moar!". Da wiren til sidst flader ud fårF den ufatteligt geniale ide at tage prussiken af! De sidste 10-15 metergår hurtigt og lettelsen er stor da F, totalt udmattet, er ovre. Mathias'tur bliver noget anderledes. Ingen prussik, kun hjulet, stålkarabinerneog lammeskindet [se stort billede gennem dette link].Med sidstnævnte kan M bremse rimeligt, men det bliver en adrenalin-pumper,da han rykker afsted på fuld fart og er næsten ovre påca. 10 sekunder efter en vild tur. Det må siges at være denalbefalelsesværdige metode. Vi har det sgu godt bagefter --anbefalelsesværdig underholdning når hænderne trængertil en pause fra klatringen.
Vi får klatret en del ruter i de forskellige områder i løbetaf ugen. Specielt anbefalelsesværdig for klatring op til vores beskedneniveau (op til 6b) er
Der er masser af andre muligheder, specielt hvis man klatrer oppe i nærheden af 7a (inden længe, Skov!) - toppen er Zeppelin (4,6a+,5,6c,6c+,5,6b+,3,6b,4) eller i den seje ende Poema Roca (7a,7c+,7b,7c,7a,6c). Vi forsøgte os på førstnævnte, men bakkede ud efter tredie reblængde pga manglede vand og evner.
Sidste nat sov vi på stationen sammen med byens hunde. Det bliver et trist farvel næste dag med de sidste par Cafe con Leche i stationsbaren (og med uopfyldte ønsker om at befamle barmutters voldsomme fordele - tja, to mand i telt en uge bliver lidt desperate til sidst). Vi får lidt afsluttende spænding da F, efter at toget naturligvis er to timer forsinket, ankommer til lufthavnen 5 minutter før flyet til England afgår - og når det. Det er ikke nemt at skifte fra Mañana-mentaliteten. M tager et tog fra El Chorro nogle timer senere og nyder ved afgangen et sidste blik af bjergene, byen, baren, bordet hvor han sad, hans pung der lå på bordet, og ... Tja, han kom da til Dannevang alligevel, men hvis nogen skal til El Chorro, gider I lige spørge om den i baren?
Et par tips til fest i El Chorro.
