Robert, en fyr fra min kajak-klasse, havde arrangeret en tur ned af Owyhee floden som flyder fra Nevada, gennem det sydvestlige hjoerne af Idaho og videre op i Oregon. Planen var rykke 40 mil ned af den sektion der gaar gennem Idaho - The East Fork. Vi moedtes med et par af Robert's venner som koerte op fra San Fransisco. David og Jennifer med deres 12 aarige knaegt, og Dave. Turen startede i Duck Valley, et indianerreservat i midten af ingenting. Totalt isoleret med "veje" som ikke uden problemer kun kunne forceres med firhjultraekkere. Efter at have droppet vores fartoejer, to kanoer og min kajak, af ved starten var floden tog Robert og David afsted for at efterlade en bil hvor turen sluttede. Det tog en halv dag saa vi var foerst klar til afgang ved to-tiden om loerdagen. I mellemtiden slappede vi andre af ved floden, og jeg benyttede lejligheden til at lege lidt rundt med kajaken i et par smaa "rapids".
Floden snor sig gennem en imponerede kloeft med op til 100 meter lodret klippe paa begge sider. Det var noget der rykkede i en gammel klatrer. Havde bare een lille del af de klipper ligget i naerheden af civilisationen ville den have vaeret et mekka for klatrere. Herude, utilgaengelig bortset fra gennem floden, er de hundrevis af klassiske linier stadig uberoerte. Jeg maa tilbage med noget klatregrej! Bortset fra denne sygelig trang til at kravle op af kanterne, gav omgivelserne en perfekt atmosfaere til flodturen. De gjorde det ogsaa temmeligt umuligt at komme vaek fra festen hvis der skulle ske noget.
Den foerste dag var stille og rolig med et par enkelte lette "rapids". Vi camperede paa en af engene langs floden. Naeste morgen var det op kl. 6! Disse fyre var ikke B mennesker, saa jeg maatte omstille min ellers lettere sumpede doegnrytme en anelse. Om soendagen padlede vi rimeligt konstant hele dagen, lidt flere interessante rapids - et par af dem var vi noedt til at stoppe og checke fra land for at finde en acceptabel linie. Slut paa dagen ankom vi til "Owyhee Falls" som er et mindre vandfald som man er noedt til at baere skuderne rundt om. Det var en rimelig haard fornoejelse. Udstyret var ok, men kanoerne var ikke specielt underholdende at slaebe op gennem det lettere ufremkommelige terraen og ned gennem store sten tilbage til floden. Vi camperede ved toppen af vandfaldet soendag nat.
Der var nu 10 mil igen. Dave - en af dem fra Califonien - skulle naa et fly fra Boise mandag aften. Det saa lidt presset ud. Specielt i betragtning af at den sidste straekning boed paa et par klasse III rapids og en enkelt klasse IV. Vandstanden var lav og de ville nok vaere en tand mildere, saa det skulle nok gaa. Vi kom tidlige afsted end normalt naeste dag fordi vi nu var ved at komme ind i en rytme mht til at pakke udstyr sammen og rigge kanoerne.
Saa startede festen. Efter et par relativt intense rapids med et par rolig straek imellem, ankom vi til Thread The Needle, som normalt er klasse IV. Umiddelbart foer moedte vi de foerste andre mennesker paa turen - to glade drenge i oppustelige kajaker. Indtil da havde vi kun moedt dyreliv. "Bighorn sheep" der hoppede rundt paa de mest umulige klippesider. Kongeoerne der majestaetisk svaevede rundt paa himlen. Baevere der krydsede floden foran os med grene i munden. Og en haandfuld klapperslanger (!) i naerheden af vores campingpladser.
Naa, men tilbage til floden. Efter at have inspiceret foeromtalte rapid besluttede vi at foere kanoerne ubemandede igennem paa et par reb. Den foerste gik fint. Den naeste gik lidt i kage - i den nedre del af rapid'en tog den vand ind og vippede rundt. Naa, men vi fik den bakset igennem. Mens vi rodede rundt i den nedre del, kom de Glade Drenge igennem rapiden - den foerte uden problemer, den anden tippede rundt i det nederste hul. Han fik heldigvis reddet sig ind til land inden han blev fanget af den naeste sektion af klippeblokke.
Naa, men jeg havde besluttet at forsoege mig med kajaken. Adrenalinen begyndte at pumpe allerede da jeg faestnede "spray skirtet" foer jeg tog afsted. Jeg lavede en hurtig ekskimo-vending i stille vand for at faa selvtilliden lidt i vejret. Saa padlede jeg ind i stroemmen. Det foerste stykke uden problemer, men jeg maatte undgaa hoejre side hvor stroemmen foerte ned i et hul foran en klippeblok - ikke et sted jeg havde lyst til at vaere. Det sidste drop, hvor ham fyren var tippet rundt, padlede jeg som en galning for at undslippe hullet. Det lykkedes mere eller mindre - hele kajakken blev totalt oversvoemmet, vand og skum overalt, manisk padlen, stroemmen foerte nu mod en klippe til hoejre og - ups - saa tippede kajakken pludselig rundt. Med hovedet nedad ramlede jeg ind i klippen men, blev hurtig foert videre ned af stroemmen. Jeg proevede nu en vending, men kom kun halvt op og tippede over igen. Fandens. Endnu et forsoeg mislykkedes, saa jeg hev spray skirtet af og svoemmede ud. Nu var det kun et spoergsmaal om at svoemme i sikkerhed inden jeg blev foert ind i den naeste sektion af hvidt vand. Jeg toemte kajakken og satte boven mod den naeste udfordring - igen skulle jeg udgaa nogle klipper til hoejre hvor det meste af stroemmen foerte ind. Det gik fint, og jeg kom igennem med et par Yooor og Yi-haa udraab. En fest.
De naeste sektioner var stille og rolige i sammenligning. Jeg benyttede chancen til at lege lidt i et par mindre huller, som hvis man sniger sig ind bagfra kan ligge og surfe i. Ganske festligt. Jeg var som regel den foerste gennem de foelgende rapids og kanoerne fulgte efter. I den sidste laa jeg og vendte i en eddy (et helle) og saa hvordan kanoen med David, kone og knaegt kom sidenlaens mod en stor klippe i midten af floden. Et oejeblik efter kom David flydende paa den ene side af klippen og hans familie paa den anden. Jeg satte kajakken i sving, fik samlet et par padler op, fik knaegten til at holde fast i bagenden af kajakken og fik ham padlet i sikkerhed. Saa langt saa godt.
Kanoen sad stadig fast paa klippen, toppen vendte mod stroemmen og enderne stak ud paa begge sider og var synligt boejet en anelse tilbage langs klippens sider pga presset fra vandet. Jeg havde laest om at dette kunne ske, men det var ufattelig at at opleve hvad kraften fra vandet er i stand til. Robert tog en resolut beslutning, hoppede i floden og lod stroemmen foere sig ned paa kanoen og kravlede op paa blokken. Han var ude afstand til at flytte kanoen ud af stedet. Jeg gjorde det samme, men to mand var heller ikke nok. Vi proevede et par reb fra land som de andre hev i mens vi skubbede fra blokken eller sad nede i den uhaemmede stroem i en af kanoens ender. Den roerte sig stadig ikke ud af flaekken. Dette var lidt serioest. Vi var heldigvis kun omkring 5 mil fra vores destination, saa vi skulle jo nok komme frem paa den ene eller anden maade. Efter mindst en time med forskellige forsoeg paa at rykke kanoen loes, tog vi den uundgaaelige beslutning at efterlade den. Jeg kravlede ned foran den og begyndte at skaere udstyret loes under vandet. Een efter een fik vi de totalt gennembloedte rygsaekke ud - selv deres "toer-saekke" var fulde af vand. Robert og David tog hver en vaad rygsaek paa ryggen og startede vandringen op af kloeften. Det ville blive en haard tur paa tre-fire timer. Begge er i ufattelig god form, saa det roerte dem ikke. Den anden kajak fyldte vi med det resterende udstyr og tre personer.
Turen tilbage var relativt begivenhedsloes, vi funderede lidt over hvor ufatteligt uheldigt det var at miste en kano paa den allersidste rapid paa floden. Og hvor ufatteligt heldigt det var at det ikke skete laengere oppe.
Vi kom tilbage til Boise klokken to tirsdag morgen
efter et mindevaerdigt mini-eventyr.
© The Willerups 1996-1998 |