8. marts 1996 
Nu
sidder jeg her på Grenobles busstation og har lige tilbragt min første
uge i de franske alper. Jeg ankom til Lyon i mandags med en superflot flyvetur
hen over de solbeskinnede alper med mont blanc og hele lortet. Bus fra Lyon
lufthavn (flot lufthavn) til Grenoble. David Skov som bor i Grenoble hentede
mig på busstationen, og vi tog direkte hen til Inter Sport for at jeg
kunne fyre nogle kroner af på lidt alpint udstyr. Det blev til en seriøs
afskrivning, men nu har jeg tilgengæld alt, hvad et udstyrliderligt hjerte
kan begære...
Næste dag (tirsdag) drog jeg tidligt om morgenen med bus fra Grenoble til Chantemerle, hvor Lars Klammer og Helene Lando var på skiferie. Vi havde aftalt at mødes på Yeti bar i byen klokken 12.00. Jeg ankom klokken 11, så der var god tid til at finde baren, og det var heldigvis ikke noget problem. Jeg havde lidt noia. Jeg satte mig ved baren i bragende sol, og fik et par Bierras og lidt Cafe au Lait inden Klammer og Helene joinede mig klokken 1 minut over tolv. Perfekt. Gensynsglæden var stor, og efter diverse informationsudvekslinger gik vi op til deres lejlighed lidt oppe i byen. Her boede Klammer og Helene i en meget lille lejlighed, hvor jeg indkvarterede mig i et hjørne på gulvet.
De næste par dage stod jeg på ski sammen med Klammer og Helene
[en uge senere] Nu sidder jeg omsider på Chamoniard Volant, Chamonix hvor jeg har tænkt mig at bo i den næste måneds tid.
Nu sidder jeg her pa Chamoniardfesten og koger ud efter endnu en dag på ski. På søndag har Robert og jeg planlagt at bestige Mt. Blanc på ski, medbringende en guitar, for så at spille et Jethro Tull stykke på toppen. Rimeligt stor anlagt. Det bliver en "pain in the ass" at slæbe rundt på sjoveren, men hvis det lykkes, så bliver det sgu' inskrevet i historiebøgerne. Vi medbringer iøvrigt også et videokamera, så det bliver skægt. [notits: det blev desværre ikke til noget tildels på grund af dårligt vejr (tåge)].
[3
uger senere]
Undertegnede sidder pt. i en lokal bus på vej mod skisports mekkaet Val d'Isere. Her er det planen at jeg skal have indstøderen på Keld E. og hans lille bror Homme. Herefter skal en uge tilbringes med fest og farver og en masse ski noia. Jeg må undskylde eventuelle stavefejl, men eftersom bussen til tider har gigantrysteren er det ikke utænkeligt at jeg har anslåeren på en forkert tastefest.
Nå, men de sidste par uger har forløbet på den allerstørste facon. Først en uge i Norge med familien (mine gamle+henriette og Olemoin+Tante Agnes og Onkel Axel). Vejret var perfekt og jeg stod på snowboard hele ugen.
Anden uge tilbragte jeg hos det stort anlagte par, Lars de Double og belle Helene, i Chantemerle, en lille flække beliggende mellem de sydfranske alpetoppe.
En hel uge præget af stort anlagt skiløb, en rimelig mængde alkoholer, og fest i gaden med Klammers og mine kanonslag (på fransk Bum Bum's). Den sidste sorgfulde dag tilbragte vi i et af de til dato fedeste offpiste steder, La Grave, som ligger i udkanten af Serre Chevalier bjergkæden.
---
Nu sidder jeg her på "Saloon bar" i Val d Isere, sammen med Keld og Homme og nyder de sidste stunder af denne uges skiferie sammen med de to brødre.
Det har været en forrygende uge. Val dIsere er et ekstrema anlagt sted, forbundet med Tigne må det være et af de største sammenhængende liftområder i Verden. Der er 166 lifter og området er gigantisk. Da jeg ankom i Lørdags havde det sneet en del, og solen skinnede fra den skyfri sjover, og skiløbet var perfekt. I løbet af ugen sneede det et helt døgn (onsdag), og derefter var der sol igen og perfekt pulversne i de kæmpe offpisteområder. Jeg har stået på snowboard hele ugen, og netop i dyb-sne er det simpelthen genialt. Så det var sgu' stort. Keld og Homme var mere til prepareret fest, så vi stod ikke så meget sammen. Men jeg fik da lokket dem begge lidt ud for pisterne og så var der eddehylemig dømt noia. Faktisk var hele ugen præget af gigantiske noiaer, så nu ser de to brødre ud til at se frem til at vende tilbage til de trygge rammer i henholdsvis Bagsværd og Islands brygge.
Val d'Isere festen havde desværre en lidt brutal afslutning: På sidste dag, hvor føret igen var perfekt, stod vi op ekstra tidligt, for at få mest ud af dagen. Som alle de foregående aftener have aftenen været ganske festlig med besøg på Hotel Savoi-baren og afsluttende på Discoteq Dicks Tea bar. En kæmpe fest udfoldte sig, og vi endte hjemme i vores køjer relativt sent.
Så jeg var noget stenet, da vi bevægede os op imod pisterne.
Vi skiltes deroppe, og jeg tog direkte ud på en superfed offpiste-tur,
jeg efterhånden kendte godt. Jeg startede på noget ekstremt
stejlt hårdtpakket sne, som ikke havde nået at bløde
op i den kolde morgensol. Jeg havde den gigantiske kampnoia, og havde svært
ved at vende. Jeg kom dog ned, men jeg følte mig ikke helt på
toppen. Jeg surfede videre og fandt hurtigt ud af, at den gode pulversne
lå i skyggesiderne, så det var en meget svær kombination
af iset fest og fed løs dybsne.
Jeg er nu inde i et område som jeg burde føle mig mere fortrolig med, men jeg skrænter ned af bakkerne, men jeg kommer dog videre. På et tidspunkt cirka halvvejs, står jeg et sted, hvor jeg, før jeg kører, registrerer et lille hop og så derefter, cirka 10 meter fremme, en blottet ubehageligt udseende spids klippe stikkende op fra sneen. Så jeg planlægger at hoppe på hoppet, og derefter styrer uden om klippe-spidsen. Afsted. Stille og roligt - lidt mere fart på - op over hoppet - lidt for meget fart på - hastigt nærmende mig klippen. Jeg prøver at dreje uden om, men jeg er for langsom, og mit venstre lår rammer hårdt ind i klippen. Jeg styrter og stopper med det samme.
Mit ben gør forpulet ondt, og jeg er desperat for at få benet ud af den fastlåste position i snowboardet. Jeg får løsnet bindningerne, og sætter mig ned - smerten gør mig svimmel. Jeg tager et par dybe indåndinger, og chekker om benet fungerer. Det gør det heldigvis, så det kan ikke være brækket, men det gør hamrende ondt. Jeg kigger på mine salopetter*, og der er ikke noget hul. Pfyyhf, så er der mere ro på den. Efter lidt kold sne i hovedet lyner jeg siden af bukserne op, for at besigtige slaget. To af dimserne i lynlåsen er gået i stykker, så det må være der, klippen har ramt mig. Da jeg efter lidt besvær får blottet stedet, får jeg mig en slem overraskelse. Mine lange underbukser er røde af blod, og der er et hul på størrelse med en fem-krone i bukserne - det ligner fuldstændigt et skudhul. Satans! Hullet i benet er et ordentligt kødsår, der ser meget dybt ud.
Okay, jeg finder min lange undertrøje frem, og laver en kompresforbinding på såret. Det ser ikke ud til at bløde særligt meget, så det skal nok gå.
Selvom jeg er på offpiste (alene), er der andre mennesker i umiddelbar nærhed. Jeg prajer dem ikke, og det gør ikke særligt ondt, da jeg begynder at gå ned mod byen. Jeg kan endda stå på snowboard meget af vejen, da man ikke nødvendigvis behøver at bruge det forreste ben særligt meget, og benene iøvrigt sidder i en fastlåst position. På vejen ned møder jeg en fyr med walkietalkie, som spørger om jeg har brug for hjælp, og han forklarer mig den hurtigste vej til doktoren i Valdisere.
Efter en times tid når jeg Valdisere, jeg kommer direkte ind på doktorens briks, efter at have bekræftet, at jeg er i besiddelse af et visakort.
Hos lægen indetræffer
der igen en noiasituation, da han siger, at det er et "bad wound"
og iøvrigt ikke ser særlig glad ud ved synet. Efter nærmere
eftersyn forklarer han, at huden i hullet mangler, og at det komplicerer
sagen en del. Stor polio! Han mener dog godt at kunne sy det sammen. Alternativet,
siger han, er, at hente noget hud (transplanterer) fra et andet sted og
sætte det ind i hulet. Endnu større polio. Vi bliver enige
om, at det bare skal syes sammen, selvom det vil blive er grimt ar, og jeg
vil føle huden lidt sammentrukket. Nåh, men det ender med,
at jeg bliver syet, og som en afslutningen på en meget dårlig
dag, får jeg en injektion i hver balle mod infektion. Da jeg ligger
med rumpetten i vejret og bliver stukket af en pskykopatisk sygeplejeske
(nej okay, hun var faktisk meget sød), tænker jeg meget på
at være hjemme i Holte i trygge rammer, famlie og venner i umiddelbar
nærhed.
Jeg forlader klinikken med smertene lår og ømme baller, og kan desværre ikke komme hjem i lejligheden, hvor mine penge ligger, før Keld og hans bror møder mig til afterski 5 timer forude. Så jeg spiser min madpakke og drikker mine colaer på en bæk et sted, men har mere og mere brug for noget smertestillende.
Efter et stykke tid, humper jeg ind på en lille bar for at låne
toilettet. Da jeg kommer op igen, sætter jeg mig i baren og spørger
den meget sympatisk udseende engelske bartender-pige (undtagelsesvist for
engelske piger er hun faktisk en sild), hvad man skal gøre for at
få sig en gratis øl i denne her bar. Hun siger "We don't
serve for skii bumbs", men hun kan godt se, at det ikke har været
min bedste dag idag. Jeg fortæller hende, at jeg lige er blevet syet,
og straks efter står der en kølig fadøl foran mig. Fedt.
Da jeg efter lidt tid forklarer hende hele historien, siger hun, at det
jeg har brug for, mere er en stiv vodka. Hun skænker en vodka med
cola-smag op i et stort snapseglas og siger, at den skal bundes i et drag.
Ahhh, det var bedre. Så skal jeg prøve den med kirsebær-smag,
og hun skænker en op til os hver. Vi skåler, og jeg er sgu'
ved at komme ovenpå igen.
Jeg bliver i baren en times tid, og siger taknemmeligt farvel, da jeg glad går derfra. Nu sidder jeg så i toget på vej tilbage til Chamonix og kan næsten ikke gå, ondt i benet og ikke mere ski på denne ferie. Selvom det kan virke lidt brutalt, har det dog været det hele værd. Lad os bare ikke håbe, at der kommer betændlese i såret... [det gjorde der ikke, og aret er blevet ganske pænt, og i følge folk der har set det, ligner det en vandpibe!!]
6. april 1996
Nu sidder jeg i Jesper Rizaus fætter, Christian's 2 CV, som han ankom til Chamonix i, efter at have k¢rt i 25 timer - vildt. Vi har nu tilbragt en uge sammen, hvor Jesper har stået på ski om dagen, jeg har tænkt over tingene i dalen (med mit skadede ben), og vi har holdt kjæmpe fest om aftenen. Det har været en uge præget af stordruk og gigantfest - stort!
Chalet'et har været fyldt af glade unge mennesker, hvis festlige tendenser kulminerede i går aftes, hvor køkkenet var fyldt til bristepunktet af folk af alle nationaliteter. To svenskere Karl og Martin - glade drenge totalt forskellige og gode venner; Margos, sød canadisk pige som har været i Europa i et par uger og tager hjem om en måned. Jeg har lige kørt hende til Chamonix station, hun skulle til Paris og møde sin mor, og derefter videre til Spanien, England og til sidst Irland. Hun kigger måske forbi Bristol på vejen.
Et fransk par fra Britanny, Sofie og Antrous, meget festlige.
Andy, en skotte som kører rundt i sin "van". Han har arbejdet i Kuwait som ingeniør og har tjent kassen, og fyrer den nu af i Chamonix. Han skal videre til resten af Europa senere. Flink fyr. Har 5 venner på besøg for tiden.
3 overstadige schweitsere, flinke og engelsktalende. Et styks norsk jente, Stine, som arbejder i La France som au pair.
7. april 1996
Sidder nu i flyet på vej mod London Heathrowfesten. Og nu sidder jeg i en taxi fra Heathrow...
Mathias Willerup
© The Willerups 1996-1998 |