Novelle skrevet af Joker Matzen

På Blokhuset var der tradition for at dele lykken, som man havde gjort generation efter generation. Det gjorde vi også den stormfulde novemberaften, som endnu står så lysende klart i min erindring. Regnen piskede mod ruderne, mens vi sad bag de trykke egetræsbjælker, hvor stormen kun nåede os som en svag men uhyggelig lyd af grene, der ridser i glas.

Hopper, Guldsmeden, Smok og jeg gik og hyggede med en pot Billard. Den skønne Laila og hendes mor Sara sad ved stambordet og spillede Yatzy. Bedst som jeg stod og nød deres maskinelle slag og noterings serier, lød der et brøl bag mig. Det var Guldsmeden, der havde lavet 14 gale og dermed afsluttede potten. Det var 4 gang han tabte. Han var ikke rigtig sig selv den aften.

Pludselig gik døren og ind kom Lars Jeppesen og Henrik. De havde været til trav og var i sædvanligt højt humør. De kørte med i en seksmandspot, som Guldsmeden endnu engang tabte. Han havde drukket tæt hele aftenen, hvilket dog ikke plejede at have indvirkning på hans spil. Der måtte være noget andet galt, men hvad?

Kan jeg få en mellemtid Sara", spurgte Guldsmeden med en underlig stemme. "Ja, den siger 342". "Hva' faen, det ka' sgu ikke passe", sagde Guldsmeden, der ellers aldrig plejede at bande. "Du skal ikke bande overfor mig". "Åhh, hold kæft og gå AD HELVEDE TIL din smatso."

Sara var dybt chokeret, mens Guldsmeden var underligt fjern og fraværende i blikket. Der lød en sær hvislen fra hans mund. Da Sara var kommet til hægtene, svang hun sin store jættehånd og ramte Guldsmeden, så brillerne fløj hen over billarden og lavede 8 gode. Guldsmeden kom med et til sig selv. "Hvad er det dog du gør, Sara ?", spurgte Guldsmeden chokeret. "Mig skal du ikke kalde en smatso", svarede Sara hårdt. "Det har jeg da heller ikke gjort", påstod Guldsmeden, mens han kiggede rundt omkring i lokalet. "Jo, du har", svarede Sara kort ­ vi andre nikkede bekræftende.

Guldsmeden dumpede kraftløs ned på sin stol, mens gråden brød frem dybt inde fra den Store Vismand hjerte. "Det var ikke mig, jeg kan ikke huske det", sagde han. Det var underligt, for vi havde faktisk alle den fornemmelse, at det ikke var den Guldsmed, vi kendte, der havde forbandet Sara. Han havde virket så ukendt, hans stemme, hans sporg og attitude havde været en andens. Men hvis?

Der gik en gysen igennem os. Nogen eller noget måtte for et kort øjeblik have taget ophold i Guldsmeden. Men hvorfor? Hvorfor denne forbandelse af stedet og af Sara? Hvad havde vi gjort? Spørgsmålene krøb rundt under huden på mig. En ting var dog sikkert, hvad der var sket den aften var ondt.

Jeg har siden, når jeg, som nu har taget mod til mig, tænkt over, hvad der egentlig skete den sene novemberaften. Det står nu helt klart for mig, at Guldsmeden for et øjeblik var besat, men hvad der står endnu klarere er at dæmonens forbandelse gik i opfyldelse. Blokhuset gik siden den dag mod afgrunden. Hvad kunne vi gøre for at afværge katastrofen? Efterhånden gik det op for mig, at den eneste måde at stoppe nedturen på, var ved at finde dæmonen, uskadelig gøre den og hæve forbadelsen.

[fortsættes næste nummer]

Side 6

Tilbage til forsiden